domingo, 19 de abril de 2009

Carlos Tévez: Champions League-trofæet vil være den perfekte afsked (Aftonbladet)

Årets store Champions League finale er lige på trapperne, men alligevel fylder spørgsmålene om din og Cristiano Ronaldos uvisse fremtid i Manchester United meget i avisspalterne. Hvordan forholder du dig til det her i sæsonens klimaks?

- Jeg er rolig. Først når jeg kommer tilbage fra ferie i Buenos Aires, tager jeg et valg sammen med min familie om, hvilken klub jeg skal spille for i fremtiden. I disse dage er al min koncentration fæstnet på finalen i Rom mod FC Barcelona, som bliver et hårdt og vanskelig møde, som jeg ikke vil gå glip af. Og derfor træner jeg på fuld damp.

Under mesterskabsfejringen af Premier League på Old Trafford så man dig ikke på så nært hold med Alex Ferguson som tidligere. Det blev kun til en høflig hilsen og afmålt lykønskning. Er du ikke bange for at blive holdt ude af startopstillingen før drømmefinalen mod FC Barcelona efter dine deklarationer om en mulig fremtid væk fra Manchester.

- Jeg ved ikke, om mine udtalelser spiller en større rolle. Ingen kender startopstillingen før to timer før kick off, men jeg tror fodboldverdenen mener, at jeg bør spille. Personligt vil det være en fantastisk oplevelse at være med, og jeg forestiller mig selv som en del af kampen. Ingen vil gå glip af sådan et møde, og jeg mener, at jeg har gjort mig fortjent til denne finale.

Og hvad siger din fornemmelse dig op til kampen?

- Det er meget svært at spå om et resultat, fordi det er verdens to bedste hold, der dyster. United har et solidt mandskab, som igen og igen beviser, at vi kan vinde titler i hårde sæsoner som den netop overståede. For kort tid siden spillede vi ud over Champions League med i tre titelafgørelser. For i FA-Cuppen røg vi først ud i semifinalen til Everton, og Carling Cup trofæet vandt vi. Vores form har været overbevisende på det seneste, men det samme kan man jo sige om Barcelona, der både har vundet mesterskab og pokaltitel efter en sæson på meget højt niveau.

- Irriterer det jer, at man på forhånd siger, at FC Barcelona er det bedst spillende mandskab i år?

- For mit vedkommende betyder det ikke noget. Måske er Barcelonas stil mere iøjnefaldende, men vi er de regerende Champions League mestre og klubverdensmestre fra Japan i december, så det er Barcelona, der skal bevise, at deres spillestil kan gå hele vejen på banen.
Hvilken del af banen ser du som nøglen til sejr i finalen?

- I sådan en kamp er alle områder vigtige. Men som de to hold spiller for tiden, kan vores nøgle til succes blive, hvordan vi får brudt Barcelonas’ flydende samspil, og om i hvor høj grad vi udnytter hvert enkelt angreb.

Hvilke spillere fra FC Barcelona skiller sig mest ud?
- Der er mange at nævne. Det er en fornøjelse se dem spille og særlig i angrebet. Hvis jeg skal vælge en, må det blive min landsmand Lionel Messi. Han har i denne sæson bevist, at han er verdens bedste.

Bedre en Cristiano Ronaldo?
- Han er anderledes. Cristiano var verdens bedste sidste år, og han vil altid være blandt topnavnene, men i år har Messi bevist hele sit værd og foldet hele sit potentiale ud over lang tid.

Og du er ikke bange for, at han løber med pokalen?

- Et nederlag vil altid gøre ondt. Ingen ønsker at tabe en finale. Vi er begge to vindertyper, og der vil blive givet alt.

Har du væddet noget med Messi? En typisk argentinske barbecue måske?

- Nej, slet ikke. Vigtigheden af denne kamp er så stor, at der ikke er plads til at joke.

Hvor forestiller du dig selv på banen? Helt fremme, ude på venstre flanken eller mere tilbagetrukket? Og vil det have indflydelse på din placering, at Barcelonas to normale backs; Abidal og Dani Alves, er i karantæne?

- Jeg ved ikke, hvor jeg skal spille. Det interesserer mig heller ikke så meget, jeg ønsker bare at spille. Fraværet af de to backs får ikke den store betydning, da Barcelona har en bred trup. Vi har for eksempel også Fletcher ude. Sådan er spillet.

Og over til noget helt andet; er din fremtid i England eller Spanien?

- Helt, helt ærligt. Jeg vil slet ikke tænke på det nu. Jeg har fortalt min agent, Kia, at jeg ikke vil høre noget som helst om tilbud fra den ene eller den anden klub. Jeg vil være afslappet og leve i nuet. Jeg vil nyde hver eneste kamp, jeg har tilbage i Manchester United, hvor jeg er meget vellidt blandt fansene. Modtagelsen fra fansene på banen er fantastisk. Det er øjeblikke, jeg vil nyde og udnytte fuldt ud. Jeg vil sige ordentligt farvel til denne klub, og bagefter har jeg en måned med familien i ro og fred til at tage en beslutning om, hvor jeg skal spille i fremtiden.

Er det rigtigt, at du afviste et meget stort tilbud fra Real Madrid for at blive i England?

- Nej, jeg har ikke afvist nogen. Så det er ikke helt rigtigt. Tilbuddet var der, men så længe jeg spiller i United-trøjen, kan jeg ikke tale med andre klubber om min fremtid. Når alt er færdigt i Manchester, er jeg klar. Af respekt for trøjen, klubben og fansene, der betaler adgangsbilletten, skylder jeg først at give alt her. Ingen er altså afvist, selvom jeg har sagt til min agent, at mit største ønske er at blive i Premier League. Men derfor kan jeg jo stadig godt ende i Madrid eller i Italien.

Det må være en stor tilfredsstillelse, at en holdkammerat af Rooneys kaliber udtaler, at du uden tvivl bør blive i Manchester?

- Jamen, ingen forstår helt, hvordan ledelsen i Manchester forholder sig til disse ting. Alle synes overrasket. Situationen virker uforklarlig. I løbet af de to år, jeg har spillet i klubben, har jeg aldrig haft et møde med ledelsen. Kia har haft tre møder med ledelsen, men der er aldrig talt om penge i forhold til en ny kontrakt, og samtidig har jeg den seneste måned fået fem kontrakttilbud fra andre klubber. Så spørgsmålet om, hvorfor Manchester ikke ønsker mig, må stilles videre til ledelsen. Mine holdkammerater ved, hvordan det forholder sig, men sådan er klubbens metode åbenbart. Jeg forstår det ikke selv, men jeg må respektere det.

Nu hvor du allerede har triumferet i argentinsk og brasiliansk fodbold udover Premier League, hvorfor så ikke prøve videre i Spanien eller Italien?

- Jeg tænker lidt på samme måde som Kia. I dag er topfodbolden i Spanien reduceret til en kamp mellem Real Madrid og FC Barcelona, mens den italienske liga er faldet i niveau. Inter er toppen, hvor kun AC Milan synes at følge efter. Hvis du kigger på Champions League, var der i år tre engelske mandskaber i semifinalerne ligesom de to foregående sæsoner. Ud fra mit synspunkt er forskellen mærkbar og med et stort plus til Premier League som verdens førende liga. Derfor er min førsteprioritet at blive her, selvom intet er sikkert.

Efter 1-6 fadæsen med det argentinske landshold mod Bolivia har der været alarmerende bekymringer
omkring landsholdstruppens tilstand. Nogle betvivler endda Argentinas tilstedeværelse ved VM-slutrunden i Sydafrika. Er det helt skørt at forestille sig sådan en situation?

- Det ved jeg ikke helt. Men det er i alle tilfælde vigtigt, at man er på vagt, for alt kan ske i fodboldens verden. Jeg tror dog, at vi på landsholdet ved, at vi har en trup med holdkammerater af høj klasse. Et faktum der bør gøre os stærke i stedet for at bekymre os om kvalifikationen. Der tales også om problemer mellem ledelse og landstræner, men det er ikke noget, der har indflydelse for mit vedkommende, eller noget, jeg oplever. Uroen omkring Maradonas figur kan være af politisk karakter fra forskellige lederes side, der tror, det gavner dem at tale negativt om landsholdet. Men igen er jeg rolig på grund af mine holdkammeraters klasse. Vi skal nok komme videre, og jeg har fuld tillid til, at vi er med til VM i 2010. Alt andet er slet ikke i mine tanker.

Det blev slet ikke så nemt at skaffe det sidste point på hjemmebane mod Arsenal for at sikre sig Premier League mesterskabet. Var I urolige undervejs?

- Du har ret. Arsenal var meget motiverede, efter vi havde elimineret dem i Champions League semifinalen, så det blev en sværere opgave, end mange regnede med. Og en smule nervøsitet for at vinde et nyt trofæ er altid til stede.

Du virkede afdæmpet i sejrsceremonien?

- Måske fordi jeg på en måde så mig selv tage afsked med en gruppe af fans, jeg holder meget af - og som har vist mig en fantastisk personlig støtte. Min situationen i dag i klubben er ikke den bedste, men det er realiteten. Derfor ønsker jeg også én gang mere at vinde Champions League-trofæet. For det vil være den bedst tænkelige afsked med United.

Er i favoritter?

- Det er meget lige. Og det er næsten umuligt at tale om en favorit. Men, det må svært at finde en, der kan skrive under på, at Manchester United ikke har en chance for at genvinde titlen - selv mod FC Barcelona. Ikke?

Et sidste spørgsmål: Er det rigtig, at du lige som Ribery går med planer om at fjerne det store ar, du har på kroppen?

- Overhovedet ikke. Jeg skal ikke opereres. Jeg er stolt af mit ar, sådan er det, og folk må tage mig med det eller lade være. Det har fulgt mig hele livet.








1 comentario:

Anónimo dijo...

god start